September 10, 2018

Jeg har brug for en tudekiks

På min danseuddannelse har vi en pakke mariekiks – eller tudekiks som de så fint hedder. Første dag på uddannelsen blev det gjort klart, at piveri ikke hørte til på CDS. Vi fik af vide, at det ville blive hårdt men godt. Sad man over en time fordi man var øm eller at koreografien ikke lige var ens stil, kunne man gå ud og tage en tudekiks. Vi skulle presse os selv og droppe undskyldningerne. Mentaliteten passede mig helt fint, men nu er vi 3 uger inde og jeg har flere gange været fristet til, at tage en tudekiks.

Onsdag d. 29 august 2018 startede jeg på Copenhagen Dance Eduacation i KBH. Det betyder, at jeg danser mandag-fredag 9-15 og igen søndag 15:30-17. For en der plejede at danse 1,5 time 3 gange om ugen, er det en stor omvæltning. Det var ikke en overraskelse for nogle, at uddannelsen ville blive fysisk hård, så det vil jeg ikke tale om i dag. Hvad der kom bag på mig, var hvordan jeg ville blive udfordret psykisk. Mange går på uddannelsen med det samme formål at blive den bedste. Jeg fik fortalt, at det første lange stykke tid ville være frustrerende. Man er dårlig til mange ting og nogle gange kan man det føles som om der ingen udvikling sker. Jeg stiger efter at blive den bedst mulige danser, og når tingende bliver svære, skal jeg virkelig slå koldt vand i blodet.

Jeg er det største konkurrencemenneske, men ikke nødvendigvis med andre. Jeg er i konstant konkurrence med mig selv. Fordi jeg kender mine muligheder, ligger jeg et kæmpe pres på mig selv. Har jeg en dårlig dag, kan jeg ikke fange koreografien eller er min teknik ikke som den plejer, kan det få mig helt ned. Måske i kender det selv? Det at brænde for noget så inderligt, at man ender med at spænde ben for sig selv.

Jeg ville ønske, at jeg ikke lod mit humør styre mig. Hvis jeg istedet tog de svære tider som: “her er en ting jeg kan arbejde på” vil jeg kunne komme så meget længere. Det er noget jeg arbejder på, og selvom det er ‘work in progress’ kan jeg allerede se forskellen. En veninde fra holdet fortæller mig tit “hvis du siger at du ikke kan, så kan du ikke – det hele er i dit hoved”. Og hun har ret. Bestemmer jeg at det er en dårlig danse dag, så bliver jeg ikke bedre. Hvis jeg siger til mig selv: jeg danser mega godt i dag, så gør jeg kun mig selv en tjeneste. Når alt kommer til alt, så tror jeg at vi er vores egen største forhindring. Jeg skal stoppe med at have ondt af mig selv. Stoppe med at lave undskyldninger. Stoppe med alle de tudekiks!


Selvom det er hårdt, har jeg aldrig været gladere. Jeg er tanknemlig for, at jeg kan bruge min tid på noget jeg elsker. På de få uger vi har været i gang, har jeg allerede set en lille udvikling – og det er vigtigt! Sæt dig selv nogle delmål for ikke at gå død i alt det man ikke kan. De små sejre skal virkelig ikke undervurderes, for uden dem bliver det et langt år! Et langt år med mange tudekiks…

xoxo Julie

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

September 10, 2018